Fiskesæsonen 2025 nærmer sig hastigt, og mange ser frem til den. Desværre er der i år ingen Laksekvote for Skjern Å, hvilket har skuffet flere. På baggrund af de faldende tendenser i de seneste to sæsoner er dette dog en nødvendig foranstaltning for at sikre bestandens fremtid. Samtidig er både havørred og stalling fredet. Ønskes der fisk på bordet, må man derfor besøge fiskehandleren – en trist udvikling!!
Trods situationen er fiskeri stadig tilladt, og DTU Aqua ønsker at mærke op til 40 af de forårslaks, der fanges og genudsættes, svarende til antallet af tilgængelige mærker.
Laks på krogen – hvad gør man nu?
- Ring straks til tlf. 26275293, når fisken er på krogen. (Læg nummeret på telefonen, så det er nemt at ringe op. Vigtigt at oplyse hvor man står)
- “Parker” fisken ved at undgå fuld “fight” ved i stedet lægge let pres på den. Ofte vil fisken forholde sig roligt efter et par udløb.
- Mærkeholdet informerer om, hvor hurtigt de kan være på stedet. Hvis de ikke kan nå frem inden for rimelig tid, gives besked, og fisken genudsættes forsigtigt efter normal procedure.

Baggrundsinformation
Der er indikationer på, at tidlige opgangsfisk har en højere dødelighed ved fangst og genudsætning sammenlignet med fisk fanget senere på sæsonen. Dette kan skyldes hurtigere svampeudvikling i koldt vand, hvilket muligvis gør genudsætning af tidlige laks problematisk. Tidligere forsøg har været begrænsede og haft metodiske udfordringer, hvilket har skabt usikkerhed. I år, hvor alle fisk skal genudsættes, har vi en unik mulighed for at gennemføre et omfattende forsøg og det er meget vigtigt at få mærket så mange fisk som muligt inden 15. maj.
Hvis det viser sig, at der er høj dødelighed ved genudsætning af tidlige opgangsfisk, skal forvaltningen tilpasses. Omvendt, hvis fiskene overlever godt, kan det muligvis føre til en tidligere sæsonstart. Derfor opfordrer vi alle til at bidrage til forsøget.
Støtte og samarbejde
Patagonia og Loop er hovedsponsorer for projektet. Desuden støttes initiativet af Danmarks Sportsfiskerforbund, Midt-Vest Lystfiskerforening, Catch Partners, Faster Oikos, Skjern Å Sammenslutningen, Danmarks Center for Vildlaks og Fishing in Denmark. Stor tak til alle dem som bakker op.
DTU Aqua er hovedansvarlig for forsøget og prioriterer laksenes velfærd højt og forsøget gennemføres i selvfølgelig overensstemmelse med “Lov om dyreforsøg”. Fiskene vil blive overvåget gennem ugentlige pejlinger fra båd, og pejleholdet kan derfor mødes, når de sejler ned ad åen. Der kan også forekomme dykkere i åen, hvis der er mistanke om, at en laks er død eller har tabt mærket.
Det skal bemærkes, at catch and release-fiskeri normalt har en høj overlevelsesrate. Fiskemetoder, erfaring og håndtering har stor betydning. Det er vigtigt at følge de gældende retningslinjer. Læs mere her: Genudsætte fisk – Fiskepleje.dk
Kan man ikke mærke nogle smolt og herefter undersøge, hvor mange der ender i skarv maver i Hestholm Engsø ?
Det forekommer mig nemlig, at alle de steder, hvor man har ETABLERET kunstige engsøer, har disse skarv paradisiske søer mere eller mindre udryddet bestandene af vandrende laksefisk.
Forsøget med at mærke laks som er fanget stang, ser for mig ud som om man prøver på, at sløre de vigtigste af de problemstillinger og forhold, som gør sig gældende ift. laksens voldsomme tilbagegang i Skjern å.
jeg tror ikke lakse stammen er mindre end i gamle dage der blev heller ikke taget flere end de fem og tyve laks som er taget dags dato da der heller ikke var mange folk ved åen dengang de fem laks på en dag på billedet på Bundgaard hotel er kun sket en gang før ifølge en af de gamle fiskere Simon så skide med de biologer de ved ikke noget om noget som helst efter min mening