Støttebrev til Ikast-Brande byråd

Sammen med DN, DOF, DSF, DVN, Brancheforeningen Dansk Lystfiskeri, MV-LF er SÅS medafsender af følgende mail/brev sendt til Ikast-Brande byråd for at støtte deres modige beslutning om at fjerne spærringen ved MES sø og gennem en hydrologisk løsning føre åen tilbage til det gamle løb for at genskabe den vilde natur.

Bestyrelsen SÅS


Kære byrådsmedlemmer, Ikast-Brande Kommune

På det kommende byrådsmøde d. 17. marts 2025 er nedlæggelsen af MES-søen igen på dagsordenen. Vi – de grønne organisationer – vil gerne udtrykke vores store opbakning til jeres beslutning fra 2023 om at arbejde videre med forslag 3, som genetablerer Skjern Å i sit oprindelige leje.

Opstemningen af Skjern Å har ikke længere samfundsmæssig betydning, og dæmningens store forhindringer for naturen bør naturligvis fjernes. En frit strømmende å er en gevinst for biodiversiteten og naturkvaliteten ikke bare på MES-søens nuværende udstrækning, men for hele vandløbssystemet, ådalens natur og alle de arter, som er knyttet til rislende vand. Fiskene, inklusive den rødlistede laks og den truede stalling, får adgang til 40 kilometer gydebanker opstrøms. Vandstære, isfugle og flere andre arter får adgang til rislende, hurtigt vand, som de trives i. Det gælder ikke bare sjældne og truede fisk og fugle, men også de mange arter, som disse dyr lever af. Så stor ros til byrådets politikere for at have taget den bedste beslutning for vores enestående natur.

Den meget lille elproduktion på MES-værket opvejer på ingen måde den store gevinst for natur og nedbørshåndtering, som en nedlæggelse af søen vil få. Desuden er det helt urimeligt, at man på MES-værket med eksisterende praksis styrer vandføringen og på den måde påvirker alt liv nedstrøms i hele ådalen. I vores optik, er de kunstige spærringer noget, der hører fortiden til. Spærringernes betydning for elproduktion er i dagens Danmark, nærmest ikke målbare, men deres konsekvens for fauna og habitater i ganske store områder, er meget store.

Endeligt er det helt afgørende, at Skjern Å genetableres uden spærringer, så vi sikrer fuld fri passage for fisk og andet vandlevende liv. Dette flugter direkte med EU’s Naturgenopretningsforordnings mål om at genskabe vandløbenes sammenhæng (River Connectivity), så vores naturlige økosystemer kan fungere frit og uhindret.

Byrådets beslutning om at nedlægge MES-søen opfylder både juridiske og miljømæssige forpligtelser i forhold til både kommunens egne borgere, nabokommuner og landets interesse i bedre vandløb og ådalenes økosystemer. Vi kan konstatere, at effekten af opstemninger udrydder en stor del af de vandrende fisk og deres yngel – selv når der tages bedst mulige foranstaltninger i brug. Det skyldes både selve spærringerne og de ofte ikke særlig velfungerende omløbsstryg, men også at den opdæmmede sø har en stor bestand af predatorer, som æder de vandrende fisk eller deres afkom. Desuden vil søernes langsomtstrømmende flader varmes væsentligt mere op om sommeren, hvilket gør vandet i søerne og nedstrøms opdæmningerne meget varmere og mere iltfattigt, hvilket ikke kun påvirker fiskene meget, men også andet dyre og planteliv. Viborg kommune er netop nu i gang med en påtvunget habitatsvurdering af Tangeværkets konsekvenser for den nærliggende fauna, som med al sandsynlighed vil vise, at Tangeværket ikke længere kan indvinde vand – og derfor enten skal fjernes eller kraftigt omlægges. I kan læse mere herom på linket her: Ankestyrelsen kræver svar fra Viborg Kommune i sagen om vandindvinding til Tangeværket.

Ligesom ved Tange Sø, vil der naturligvis være lodsejere og interessenter, der føler, at det går ud over deres udsigt eller interesser, når søen forsvinder. Men de har altid vidst, at det var en kunstig sø, og naturen må og skal slippes fri, hvis Danmark skal indfri kravene i Vandrammedirektivet. Det er vigtigt, at søen tømmes i et roligt tempo for at undgå for pludselig og stor sedimentvandring. Derefter vil naturen hurtigt genfinde sin balance. Helt konkret vil det også medføre en bedre habitat for fugle og særligt vandstæren, der altid lever ved rislende vand og sten, bør der gøres lidt ekstra for i projektet. På den måde vil også fuglelivet generelt gavnes, ved at åen slippes fri i en naturlig hydrologisk løsning.

Hvis naturgenopretningen desuden kan resultere i, at der etableres adgang for publikum modsat hidtil, hvor søen ikke har været rekreativt tilgængelig, så vil en nedlæggelse af den sidste forhindring i Skjern Å blive en direkte gevinst for både borgere og naturen.

Herfra må rådet derfor være: Sæt i gang, gerne snarest. Vi glæder os til genskabelsen af ådalen og den fri passage for alt liv.

Maria Mosegaard Mortensen, forperson
Ikast-Brande Danmarks Naturfredningsforening
Torben Kaas, formand
Danmarks Sportsfiskerforbund
Michael Beck-Hansen, formand
Skjern Å Sammenslutningen
Kirsten Bjergskov Grarup
Danmarks Vilde Natur Midtjylland
Frank Sjøgreen
Brancheforeningen Dansk Lystfiskeri
Henning Sandager, formand
MidtVest Lystfisker Forening
Lars Holm Hansen, formand
Dansk Ornitologisk Forening Vestjylland

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *