Laksekvoten 2023

Skjern Å Sammenslutningen, SÅS, har modtaget årets laksekvote som lyder på 500 laks. Det er den hidtil største kvote, der har været tildelt Skjern Å systemet. Den relativ store kvote, skal blandt andet ses på baggrund af den store opgang i 2022, hvor både lystfiskerfangster og opgangsundersøgelsen viste en rigtig fin bestand. Den flotte udvikling er et resultat af det store restaureringsarbejde der kontinuerligt pågår, både fra SÅS, foreningerne og i høj grad også fra kommunerne. Dertil kommer udsætningerne, som ligeledes bidrager væsentligt til den samlede bestand. Ud over de udsætningerne af ½ års laksene i udsætningsplanen, blev der ekstraordinært udsat 25.000 laksesmolt i foråret 2023. De første af disse skulle gerne være tilbage som grilse i august-september.

Kvoten er fordelt med 220 “store” laks over 73 cm og 275 laks på 73 cm og derunder. Skjern Å Sammenslutningen har som tidligere beskrevet, vedtaget at dele den store kvote i tre grupper. 67 laks frigives den 16.4, 66 laks den 16.6 og endeligt 66 laks den 16.8. 21 laks er reserveret til de øvre dele af Skjern Å, Vorgod Å og Omme Å. Disse frigives efter udløbet af første delkvote.  Endeligt er der 5 laks som kan opfiskes på B-kvoten. Kvoten for laks på 73 cm eller derunder, er ikke delt, da den erfaringsmæssig holder for hele systemet.

Herunder kan du se tildelingen af kvoten samt betingelserne herfor:

Vedr. Tilladelse til fiskeri og hjemtagning af laks i Skjern Å vandsystem 2023.

Med henvisning til ansøgning af 25. januar 2023 fra Skjern Å Sammenslutningen om tilladelse til fiskeri og hjemtagning af laks, meddeler Fiskeristyrelsen hermed tilladelse til fiskeri og hjemtagning af laks (Salmo salar) i Skjern Å vandsystem.

En tilladelse kan meddeles til fiskeri og hjemtagning af et bestemt antal laks (laksekvote) i de i § 1, nr. 1-13 i bekendtgørelse nr. 1422 af 12. december 2013 om særlige fiskeriregler for Skjern Å vandsystem nævnte områder i perioden fra den 16. april til og med den 15. oktober og i de i bekendtgørelsens § 1, nr. 14 nævnte områder i perioden fra den 16. april til og med den 31. oktober.

Tilladelsen gives i medfør af bekendtgørelsens § 4, stk. 1 og 2 Endvidere henvises til § 30, stk. 2 i fiskeriloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 261 af 21. marts 2019 af lov om fiskeri og fiskeopdræt.

Tilladelsen gives på følgende vilkår:

  • Tilladelsen gælder for Skjern Å vandsystem.
  • Tilladelsen meddeles til Skjern Å Sammenslutningen. Sammenslutningen skal være en åben sammenslutning af fiskeriberettigede. Det betyder, at også fiskeriberettigede, der ikke er direkte medlem af sammenslutningen, kan tilslutte sig sammenslutningen med henblik på at kunne deltage i laksefiskeriet på de vilkår for laksefiskeriet, der er fastlagt af Fiskeristyrelsen, og de vilkår for laksefiskeriet, der fastlægges i sammenslutningen.
  • Laksekvote: Der må maksimalt hjemtages 500 stk. laks delt i 2 grupper: 275 stk. på 73 cm eller derunder og 220 stk. over 73 cm i de i bekendtgørelsens § 1, nr. 1-13 nævnte områder (laksevand A).
  • I størrelsesgruppen for laks større end 73 cm skal denne delkvote underopdeles i mindst to halvdele. En halvdel, som bliver frigivet den 16. april og en halvdel som frigives den 16. juni. Der kan foretages yderligere underopdeling af kvoten på laks større end 73 cm, hvor hver del er ens i antal (så vidt muligt, dvs. at puljerne højest må afvige 1 laks i antal). Der skal altid gælde, at første og anden delkvote bliver frigivet hhv. den 16. april og 16. juni.
  • Endvidere må der maksimalt hjemtages 5 stk. laks i de i bekendtgørelsens § 1, nr. 14 nævnte områder (laksevand B). Der er ikke regler for størrelse på de laks, der bliver tildelt i Laksevand B-område, andet end, at de skal overholde mindstemålet.
  • Der må højst hjemtages én laks pr. person inden for kvoten i Skjern Å vandsystem i hele sæsonen.
  • Håndtering af laks til genudsætning skal foregå så skånsomt for fisken som muligt. På den baggrund skal laks der genudsættes, og som ønskes fotograferet, foregå således, at laksen altid er i kontakt med vandet.
  • Senest kl 24:00 samme dag som laksen er hjemtaget eller genudsat, skal oplysning om for- og efternavn, adresse, fangstdato, laksens størrelse og køn samt fangststed være Skjern Å Sammenslutningen i hænde. Herefter skal oplysninger om fangstdato og antal hjemtagne og genudsatte laks være offentligt tilgængelige på en hjemmeside på internettet. I forbindelse med registrering af fangsten, skal der for både de hjemtagne og genudsatte laks indrapporteres om laksen havde fedtfinne eller om fedtfinnen manglede.
  • Fiskeristyrelsen skal til enhver tid for hver enkelt hjemtaget laks have mulighed for at få oplysninger om fiskerens for- og efternavn, adresse, fangstdato, laksens størrelse og køn samt fangststed.
  • Skjern Å Sammenslutningen og den enkelte lystfisker er ansvarlig for, at indberetningspligten bliver overholdt.
  • Der indføres stop for fangst af laks, når Skjern Å Sammenslutningen har modtaget oplysning om, at der er hjemtaget 215 stk. laks over 73 cm og 270 stk. laks på 73 cm og derunder. For de 5 laks, der er tildelt den øvrige del af Skjern Å vandsystem indføres der stop, når der er fanget 5 laks. Dette stop meddeler Skjern Å Sammenslutningen bl.a. til medlemmer, ikke-medlemmer, dagkortsalgssteder, DTU Aqua samt Fiskeristyrelsen, Fiskeriinspektorat Vest, afdelingen i Nymindegab.
  • Tilladelsen er betinget af, at Sammenslutningen inden for 14 dage fra modtagelsen af tilladelsen over for Fiskeristyrelsen, Fiskeriinspektorat Vest, afdelingen i Nymindegab beskriver, hvordan denne informationsforpligtelse vil blive gennemført.
  • Under hensyn til en effektiv og forsvarlig forvaltning af denne tilladelse, skal der være tilknyttet opsynsmænd, som er godkendt af Fiskeristyrelsen i henhold til § 129 i fiskeriloven.
  • Som forudsætning for kvotetildelingen indgår i den biologiske vurdering, om sammenslutningen bidrager til den lokale fiskepleje.

Fiskeristyrelsen, Fiskeriinspektorat Vest, afdelingen i Nymindegab og fiskeriopsynsmænd, som er godkendt af Fiskeristyrelsen i henhold til § 129 i fiskeriloven, fører tilsyn med overholdelse af de fastsatte regler og vilkår for tilladelsen.

Fiskeristyrelsen kan oplyse, at ovennævnte laksekvote er fastsat på baggrund af rådgivning fra Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Akvatiske Ressourcer, DTU Aqua, samt under hensyn til målsætningerne for de internationale naturbeskyttelsesområder, jf. § 10 d i fiskeriloven. Fødevareministeriet, departementet, har udarbejdet væsentlighedsvurdering (screening) i henhold til habitatdirektivets artikel 6.

Hvis forudsætningerne for denne tilladelse ændres, kan Fiskeristyrelsen til enhver tid ændre eller tilbagekalde tilladelsen.

Hvis vilkårene i denne tilladelse ikke overholdes, kan tilladelsen uden varsel tilbagekaldes.

Det kan endvidere oplyses, at hvis den enkelte fiskeriberettigede overtræder regler fastsat i ovennævnte bekendtgørelse samt de særlige vilkår i denne tilladelse, kan den pågældende straffes med bøde jf. § 6 i bekendtgørelsen.

Klagevejledning

Denne afgørelse kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet via deres klageportal.[1]

Du klager via klageportalen, som du finder på borger.dk, virk.dk eller via kpo.naevneneshus.dk.

Du logger på klageportalen med Nem-ID eller MitID. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Fiskeristyrelsen via klageportalen. Klageportalen er et sagsbehandlingssystem mellem dig som klager, Fiskeristyrelsen og Miljø- og Fødevareklagenævnet. Du kan læse mere i Vejledning til klageportalen eller på https://naevneneshus.dk/start-din-klage/miljoe-og-foedevareklagenaevnet/vejledning/.

Efter du har oprettet din klage i klageportalen, sendes din klage automatisk først til Fiskeristyrelsen.

Hvis Fiskeristyrelsen fastholder afgørelsen, sender Fiskeristyrelsen klagen videre til behandling hos Miljø- og Fødevareklagenævnet via klageportalen. Du får besked om videresendelsen i den mail, som du har angivet i klageportalen. Det er vigtigt, at du anvender den nye klageportal, hvis du vil klage. Miljø- og Fødevareklagenævnet afviser som udgangspunkt din klage, hvis du ikke anvender klageportalen.

Fritagelse fra klageportalen
Du kan anmode Miljø- og Fødevareklagenævnet om fritagelse for at bruge klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende din begrundede anmodning om fritagelse for brug af klageportalen til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Hvis du er fritaget for at bruge Digital Post af din kommune, bedes du oplyse dette i din anmodning. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen. Se de nærmere betingelser for at blive fritaget på nævnets hjemmeside www.naevneneshus.dk.

Ønsker du at en anden person skal klage på dine vegne?

Hvis du ønsker, at en anden person skal klage på dine vegne i en klagesag, skal klagen oprettes i klageportalen med en stillingsfuldmagt eller med et skriftligt samtykke fra dig. Efter oprettelse af klagen modtager du en mail om, at du på klageportalen skal bekræfte, at du lader dig repræsentere. Se mere om repræsentantskab på www.naevneneshus.dk.

Klagefrist

Klagen skal indgives senest 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Hvis klagefristen udløber på en lørdag, søndag eller en helligdag, forlænges klagefristen til den følgende hverdag.[2]

Opsættende virkning

En klage over denne afgørelse har som udgangspunkt ikke opsættende virkning efter lovgivningen. Miljø- og Fødevareklagenævnet kan i særlige tilfælde træffe afgørelse om at fravige lovgivningens udgangspunkt.

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til afgørelsen eller i tvivl om, hvordan du skal klage, er du velkommen til at kontakte Fiskeristyrelsen på telefonnummer 72 18 56 00 eller på mail@fiskeristyrelsen.dk. Hvis du har spørgsmål til, hvordan du anvender klageportalen, skal du rette henvendelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet på klageportalen@naevneneshus.dk

Med venlig hilsen
Henning Juul Petersen
Overfiskerikontrollør

[1] Lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnets § 21

[2] Bekendtgørelse nr. 131 af 30. januar 2017 om forretningsorden for Miljø- og Fødevareklagenævnets § 7, stk. 1.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *