Indberet din fangst
Temperatur i Skjern Å:   14,25 °C

Laksekonference 14. juni

Dansk Laksefond afholder sin 6. Laksekonference de 14. juni i Skjern. Alle er velkomne, dog er der et begrænset antal pladser, så først til mølle princippet gælder. Vi glæder os til at se Jer, der bliver en fantastisk dag.

Med Venlig Hilsen

Dansk Laksefond

Laksekonferencen 2024

Tid og sted: 14. juni 2024 kl. 9.30 – 16.00, Innovest, Ånumvej 28, Skjern
Tilmelding til konferencen på sl@vildlaks.dk

Den danske laks overlevede – et håb i biodiversitetskrisen! Et storslået eksempel på, at fælles indsats mellem frivillige, myndigheder og forskning kan skabe resultater som ingen troede på.

Dansk Laksefond indbyder igen til stor laksekonference. Få nyeste viden om laks og laksefiskeri fra førende danske og internationale eksperter og mød ildsjælene fra de danske laksevandløb.

Prisen for deltagelse er kr. 200,00. (Inkludere frokost og forplejning i løbet af dagen)

Betaling senest 1.juni på MobilePay 898616 eller Nordea 2191 1485 624 283

———————————————————————————————————————————–

9.30 – Ankomst, kaffe, indskrivning

10.00 – Velkomst ved Dansk Laksefond. Christian Wedel Neergaard

10.10 – Laksens betydning i Naturen Rige. Ringkøbing- Skjern Kommune, Ole Knudsen.
Laksens tilbage vending til de vestvendte vandløb er en succeshistorie. Ringkøbing- Skjern Kommune har i særlig grad bidraget, og formand for Teknik og Miljø i Ringkøbing- Skjern kommune åbner konferencen og fortæller om ”Naturens Rige” og  hvad Laksen betyder for lokalområdet.
———————————————————————————————————————————————–

TEMA 1: ET BÆREDYGT LAKSEFISKERI – TIL GLÆDE FOR MANGE

10.25 – Hvad er det laksefiskeriet kan? Kenny Frost – Laksen Hus
Laksefiskeriet er en besættelse for os. Og grunden til at vi er her i dag. Hvad er det egentlig, at laksefiskeriet kan bedre end alt andet?

10.45 – Kan vi bevare et laksefiskeri for alle? Arne Kvist Rønnest, Dansk Laksefond
Laksefiskeriet er blevet godt i Danmark. Kan vi sikre, at alle fortsat har adgang til fiskeriet, eller ender vi et sted, hvor fiskeretten bliver købt op og fiskeriet bliver for de få?

11.05Catch and release fiskeriet. Martin Hage Larsen, DTU Aqua
DTU Aqua har samlet tilgængelig viden om Catch and release fiskeri. Dette er helt centralt i forvaltningen af laksefiskeriet. Kan vi gøre noget bedre fremadrettet til gavn for bestandene.

 

TEMA 2: BIOLOGIEN OG BESTANDENE

11.25 – Laksen klarer sig selv i Ribe Å!  Lars Brinch Thygesen, Danmarks Sportsfiskerforbund
Det er slut med udsætninger i Ribe Å systemet. Restaureringsarbejdet har båret frugt og både laks og ørreder nu klarer sig selv.  Alligevel er der forsat en række udfordringer, særligt i Ribe by, hvor laksen i værste fald dør, når de forsøger at passere opstemningerne.

11.45 – Genskabelsen af øvre Skjern Å. Lenny Stolborg – Ikast-Brande Kommune
I marts vedtog Ikast- Brande kommune at nedlægge MES Sø, det sidste vandkraftværk i Skjern Å systemet. Dermed bliver der fri passage til alle gydepladser i Skjern Å. Lenny Stolborg giver en beskrivelse af projektet, og et bud på tidsrammen.

12.05 – De potentielle laksebestande i danske laksevandløb. Stig Pedersen – DTU Aqua
DTU Aqua har samlet en stor mængde data om lakseyngel i en række vandløb. Dermed er det blevet muligt at sige noget om de potentielle bestandsstørrelser de forskellige steder.

12.30 – Frokost

13.15 – Seneste nyt om laksegenetikken. Professor Einar Eg Nielsen, DTU Aqua.
Status for udviklingen i ”den effektive populationstørrelse” i de danske laksebestande. Hvordan går det med den genetiske udvikling for de danske laksebestande.

TEMA 3: UDFORDRINGER OG LØSNINGER

13.45 – Det store skarvprojekt. Niels Jepsen DTU Aqua
Skarven er den største enkeltudfordring for ferskvandsfiskene i Danmark. Nu har DTU, sammen med 6 EU-partnere, ansøgt og EU om ca. 30. millioner til et projekt som skal sammenfatte meget af den eksisterende forskning og bringe ny dokumentation af skarvens påvirkning på beskyttede/truede vandløbsfisk i Europa.

14.15 – Udfordringerne for det rekreative lystfiskeri i Danmark. Peter Lyngby, Dansk Lystfiskeri
Dansk Lystfiskeri er den ”dreng i klassen”. Foreningen kæmper politisk for et bedre lystfiskeri. Udfordringerne er mange!

14.30 – Den ødelæggende lakseindustri i Norge. Jens Olav Flekke, ’Redd Villlaksen’ i Norge
Den vilde laks i Norge er mere presset end nogensinde. Alene de sidste 10 år er antallet af Laks i elvene halveret. Årsagerne er mange, men særligt det havbrugsindustrien har et stort ansvar for tilbagegangen.

15.00 – North Atlantic Salmon Fund. Elvar Fridrikson – North Atlantic Salmon Fund
Besøg fra Island, hvor formanden for NASF giver en status for laksebestandene rundt omkring os. Det er NAFS som varetager opkøb af laksekvoter i Nordatlanten, som vi alle nyder godt af.

———————————————————————————————————————————————-

15.25 – Afsluttende paneldebat
Tid til afsluttende diskussioner og spørgsmål til oplægsholderne

16.00 – Afslutning af konference

Laksekvoten for Skjern Å systemet 2024

Laksekvoten for 2024 er er landet på Skjern Å Sammenslutningens bord. Som ventet er den lavere end for for 2023 sæsonen. Det skyldes en række bekymringer for bestanden. En lang række faktorer spiller ind, når kvoten tildeles. Der kigges på såvel lystfiskerfangster, opgangs undersøgelser, antallet af grilse fra året før, samt forventninger til smoltudtrækket. Det vurderes blandt andet, at smoltene er under større pres nu fra skarv, hvor eksempelvis kolonien ved Filsø nu er oppe på over 700 reder. Samtidigt er der forsat et stort antal skarv i vinterperioden som kommer til Danmark nordfra. Ligeledes spiller det ind, at der stadig løber store vandmængder ind i Hestholm Sø. Smolt der ender i søen har formentlig kun ringe overlevelses chance.

Kvoten er blevet sat 160 store laks, > 73 cm og 215 små, <= 73 cm. – 10% af den store kvote er reserveret til de øvre strækning i Å systemet som tidligere. Den resterende del af den store kvote kvoten deles i tre, således at der frigives 49 Laks den 16.4, 49 Laks den 16.6 og 48 Laks den 16.8. De resterende 15 Laks fordeles med 5 Laks henholdsvis opstrøms Tarp Bro i Skjern Å, 5 Laks opstrøms Jernbanen i Vorgod Å og 5 Laks opstrøms Vester Ringvej i Omme Å.

Der må desuden fanges og hjemtages 5 Laks fra B-vand. A og B vand fordeler sig som det kan ses her: Laksevand – Fiskepleje.dk

Se mere om laksekvoten her Laksekvote i Skjern Å – Laksefiskeri i Skjern Å – Fiskepleje.dk

 

B – Vand er de strækninger der ligger opstrøms nedenstående strækninger!

• Skjern Å fra afløbet fra MES Sø, fra Dørslundvej, og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Sdr. Omme Å, fra opstemningen ved Juellingsholm Dambrug og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Brande Å, fra Brandlundvej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Karstoft Å, fra Sdr Ommevej (Rute 411) og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Simmel Bæk, fra sammenløb med Hårkær Bæk og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Påbøl Bæk, fra Påbølvej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Gundesbøl Å, fra Vindingevej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Vorgod Å, fra Trehøjevej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Rind Å, fra sammenløb med Fjederholt Å og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Egeris Mølleå, fra Skovbyvej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Fjederholt Å, fra Toftlundvej og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Holtum Å, fra afløbet fra Ejstrup Sø og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

• Tarm Bybæk, fra Storegade og nedstrøms til udløb i Ringkøbing Fjord.

Ny bekendtgørelse for fiskeri i Skjern Å systemet.

Der er kommet ny bekendtgørelse for Skjern Å systemet. Det er bekendtgørelsen der regulerer fiskeriet, herunder laksefiskeriet og laksekvoterne. Bekendtgørelsen ligner den tidligere, men på to punkter er den anderledes. Tidligere var der krav om at der skulle anvendes cirkelkrog ved fiskeri med orm. Dette krav er nu nu fraveget, og der kan anvendes almindelig J-krog igen. I Skjern Å systemet skal man dog være opmærksom på, at der er et krav om at kroggabet på enkeltkroge maksimalt må være 10 mm. Det er forsat tilladt at anvende modhagere på enkeltkroge der er mindre eller lig med 6 mm. Tanken med dette er, at det skal være muligt at mede skaller og andre fredfisk.

Bestemmelserne om hvilke strækninger der indgår som A og B vand er taget ud af bekendtgørelsen. Det kan nu i stedet ses på Miljø og fødevareministeriets hjemmeside. Desværre er denne funktion endnu ikke tilgængelig, men forventes at være klar inden sæsonstart. Vi bringer et link her på siden når det er klar. Begrundelsen for denne ændring er, at det skal være nemmere at ændre områderne i takt med at spærringer fjernes. Et eksempel kan være når Juellingsholm eller MES Sø forsvinder, så bliver vandet opstrøms til A vand. Det kan nu let ændres, modsat tidligere hvor man skulle afvente en ny bekendtgørelse.

Den ny bekendtgørelse kan ses under fiskereglerne her på siden.

Bestyrelsen – SÅS