Indberet din fangst
Temperatur i Skjern Å:   14,25 °C

Så er der der tegnefilm om Lakseprojektet i Danmark

Kære alle

Danmarks Center for vildlaks har nu i mere end 30 år arbejdet for at bringe vildlaksen tilbage til de danske laksevandløb.

Ligeledes har vi i de sidste 15 år arbejdet med restaurering og forbedring af vandløbene, for at skabe mulighed for at laksefiskene kan komme ud i alle dele af vandsystemerne og finde steder hvor de kan reproducere sig.

Og det er faktisk lykkedes!  – Der er i dag en årlig fangst på omkring 6000 vildlaks i de danske laksevandløb, en fordobling alene over de sidste 10 år.

Når det er lykkedes, skyldes det i høj grad at vi har arbejdet sammen – lystfiskere, kommuner, DTU-Aqua, Dansk Laksefond, en række privatpersoner og DCV.

Og I har alle bidraget med den økonomiske forudsætning for at DCV igennem alle årene har kunnet levere varen – tak for det!

Vi er imidlertid ikke færdige – det kan og skal blive meget bedre.

Der er fortsat et stort behov for etablering af flere gydehabitater og løsning af passageproblemer, ligesom den generelle biodiversitet i vandløbene og ådalen trænger til et betydeligt løft.

DCV står klar og vi håber på jeres fortsatte samarbejde og økonomiske støtte.

Vi har netop fået lavet en præsentation af vores arbejde med den danske vildlaks – og det er også en hyldest til jer!

 

Det har regnet ;-)

De store nedbørsmængder har givet nogle voldsomme vandmængder i Skjern Å systemet. Det giver nogle spektakulære scenerier derud lige nu som er kig værd.

Vi har fløjet en tur med dronen fra Laksen Hus og ned over Albæk Bro, første film, og en tur henover Gjalbæk i film nr. 2. Det giver lidt en fornemmelse af vandmængderne. God tur!

 

Markant nedgang i antallet af opgangslaks i Skjern Å

Opgangen af Laks i Skjern Å systemet i 2023 er blevet estimeret til 4.662 laks, hvilket er en markant nedgang i forhold til 2022 hvor 7.553 laks gik op i Skjern Å systemet. Det svare til en nedgang på 38 %. Fangsterne af Laks i løbet af sæsonen var ligeledes ca. 30 % lavere, der er således fin sammenhæng mellem tallene.

Det er særligt Laks med to år i havet der har har manglet i opgangen 2023, hvilket overrasker en smule. Desværre er billedet det samme i de fleste af de øvrige danske vandløb, ligesom Norge også havde den dårligste laksesæson nogensinde. Det er endnu for tidlig at sige ret meget om årsagerne, men det er selvfølgeligt bekymrende når går tilbage så mange steder. Det bliver derfor spændende at følge opgangen de næste par år. Vi håber naturligvis at der er tale om en enlig svale, og at den fremgang vi ønsker for  laksebestanden i Skjern Å systemet kan fortsætte fremadrettet

Det er DTU Aqua der har lavet undersøgelsen i tæt samarbejde med Danmarks Center for Vildlaks og Skjern Å Sammenslutningen. På Fiskepleje.dk kan man læse mere om opgangsundersøgelsen på nedenstående link. Nederst i artiklen kan man se udviklingen i opgangen fra 2008 til 2023.

Opgangen af laks i Skjern Å i 2023 – Fiskepleje.dk

 

Laks Gydebestand
Hjemtaget Opgang Vilde laks
2023 4.320 (2.215-6.425) 342 4.662 (2.557-6.767) 61 %
2022 7.180 (5.210-9.149) 373 7.553 (5.583-9.522) 62 %
2019 5.580 (3.534-7.625) 317 5.897 (3.851-7.942) 51 %
2018 415 47 %
2017 5.207 (3.234-7.180) 314 5.521 (3.548-7.494) 57 %
2016 3.128 (2.711-3.545) 306 3.434 (3.017-3.851) 53 %
2013 2.223 (1.494-3.560) 254 2.477 (1.748-3.814)
2011 3.826 (2.381-5.271) 332 4.176 (2.381-5.271)
2008 2.598 (2.232-2.964) 501 3.099 (2.733-3.465)

Info: Tallene i parenteser viser det interval, som det ”rigtige” tal med 95 % sandsynlighed ligger indenfor.

Skemaet er lavet af DTU Aqua.