Hvorfor skal laksen i Skjern Å arve mig

Ja, det er der to årsager til.

For det første: Jeg har ingen børn og dermed ingen direkte arvinger.

For det andet: Lystfiskeri har siden min barndom været min store interesse og siden 1996 hvor jeg begyndte at fiske i Skjern Å, er laksen på en måde blevet til mine ”børn”.

Jeg var kun 7-8 år da min bedstefar tog mig med ud at fiske. Det var primært Jordbromølle Å, Fiskbæk Å og et mindre vandløb til Hald sø. Vi tog også af og til op til Oddesundbroen, for Hornfisk og Fladfisk. Det var ofte et weekendophold. Vi havde telt og kogegrej med. Dengang var der flere, der som os, lå i telt mellem bunkerne over mod Grisetåodde.

I perioden fra 1986 til 1996 boede og arbejde jeg på Fyn. Her var det kystfiskeri der blev min fritidsbeskæftigelse. Efter en arbejdsdag var der ikke noget bedre end et smut på en time eller to ud til kysten og fiske. Det blev lige så ofte til en god halv dag både lørdag og søndag.

I foråret 1996 fik jeg arbejde i Herning og flyttede dertil. I den forbindelse blev jeg medlem af Herning Sportsfiskerforening og Lystfiskerforeningen af 1926. I de første år fiskede jeg mest i Karup Å. I sæsonen 1998 begyndte Skjern Å så småt at få min interesse. I en 18-årig periode har jeg boet nær Struer og der fisket en hel del i den vestlige del af Limfjorden. Fra sæsonen 2001 og frem til og med 2023 havde jeg Campingvogn i Sønder Felding. Det blev til 25-30 fiskedag pr. sæson i Skjern Å.

Af primært helbredsmæssige årsager og nok også lidt alderen, er født i 1957, er fysikken ikke hvad den har været. Solgte mit hus og flyttede fra Struer til lejet rækkehus i Snejbjerg, februar 2025. Nu foregår mit fiskeri primært i Skjern Å og nogle få ture til Råsted Lilleå. Har ikke været på kystfiskeri siden efteråret 2024.

Dette opslag er lavet for at gøre opmærksom på, at der også er mulighed for at lade ens arv går til fiskene i Skjern Å. Jeg er jo nok ikke den eneste der ikke har nogle direkte arvinger, eller slet ingen arvinger. Hvis du, lige som jeg, ønsker at Skjern Å skal arve efter dig, skal der oprettes et testamente. Ønsker du at arven efter dig skal anvendes på en bestemt måde eller et bestemt sted i Skjern Å systemet, skrives det ind i testamentet. Har du samme tanker og ønsker som jeg har, kan jeg kun anbefale at du kontakter formanden for Skjern Å Sammenslutningen: Michael Beck Hansen. Tlf. 40555001

I må også gerne kontakte mig, vis I skulle have ønske om at høre mere om min beslutning og hvordan arven efter mig skal anvendes: Leif Jensen, Tlf. 24269359

Se og hør interview med Leif Jensen som fortæller om sit lystfiskerliv og begrundelsen for sit testamente.