Repræsentantskabsmødet i SÅS 2023

Skjern Å Sammenslutningen har den 4.11.2023 afholdt repræsentantskabsmøde. Mødet gav anledning til en god og konstruktiv debat, som sætter rammerne for det fremtidige arbejde i Skjern Å Sammenslutningen.

Michael Beck Hansen gennemgik året og måtte desværre konstatere, at laksesæsonen var noget under de seneste års fangster. Det er en gennemgående linje i såvel Danmark som udlandet. F.eks. ser Norge ud til at opleve den dårligste laksesæson nogensinde.

Mere positivt er det, at 2023 blev året hvor man vedtog at nedlægge MES Sø, ligesom der omsider er sat gang i forundersøgelserne til at få fjernet opstemningen ved Juellingsholm. SÅS har deltaget i et konstruktivt samarbejde om en henvendelse til Herning Kommune om, hurtigst muligt at få løst problematikken ved Rind Å forvirringen. Herning kommune fortæller ifølge Michael, at der er søgt penge hjem til forundersøgelse og projektering. Der er således gang i arbejdet for at få nedlagt de sidste alvorlige spærringer i Skjern Å systemet.

Målet for 2024 er at styrke økonomien i Sammenslutningen, så der bliver muligheder for endnu mere restaurering af Skjern Å systemet. Målene er ambitiøse, med øget fokus på biodiversitet og vandkvalitet. Skarvregulering er ligeledes fortsat et fokuspunkt. Prædation er forsat den største enkeltfaktor for fiskebestanden i Skjern Å systemet, eksempelvis er stallingen meget udsat.

Ib Karstensen fra lodsejerudvalget i SÅS kunne oplyse, at de sammen med landbrugsorganisationer, maskinstationer, Herning og Billund kommune og har sat gang i et filmprojekt, som skal oplyse landmændene om, hvordan drænspuling foretages korrekt. Målet er helt at undgå at der bliver spulet dræn ud i vandløbene. Filmen forventes færdig i januar 2024.

Kontroludvalget kunne oplyse at der blev kontrolleret omkring 1.500 lystfiskere i løbet af sæsonen. Der er blevet konfiskeret to ulovlige laks og indgivet anmeldelse på 5 lystfiskere med modhager på krogene. Alt overvejende er reglerne dog blevet overholdt og kontrollørerne er blevet godt modtaget.

Skjern Å Sammenslutnings vandplejeudvalg har udført vandløbsrestaurering for 350.000 kr. i blandt andet Omme Å, Vorgod Å, Strømmesbøl Bæk og Tarm Møllebæk. En del af projekterne er gennemført i samarbejde med kommunerne. Torben Thinggaard redegjorde for det store arbejde, samtidig med at konstatere, at opgaven er enorm. DCV har ligeledes udført restaureringsarbejde i Skjern Å for Naturstyrelsen, og i Rind Å for Arnborg Borgerforening.

Fiskepleje udvalget har arbejdet målrettet med ørredprojektet og blandt andet udsat ca. 100.000 ørreder i en lang række vandløb i løbet af året. Dette er foregået i tæt samarbejde med foreningerne. Lakseudsætninger er næsten afsluttet. Mange har bidraget såvel økonomisk som ved mærkebordet, hvor alle laksene er blevet finneklippet.

Skjern Å Sammenslutningen har en sund økonomi, og foreningen har haft et mindre overskud i løbet af året. Stor tak til Aage Martinsen for et stort arbejde, som ofte går lidt under radaren.

En række forslag blev debatteret og sat til afstemning. Et forslag om at forlænge fredningen af ørrederne i endnu to år blev vedtaget. Arbejdet i ørredprojektet ser ud til at have en positiv effekt, men det er endnu for tidligt at beskatte bestanden. Det er dog målet, at dette kan ske på sigt.

Et forslag om et forbud mod ormefiskeri blev nedstemt. Forslaget var fremsat som en udløber af arbejdet med at forsøge at forlænge ”den store kvote”. Det blev derimod vedtaget, at det ikke er tilladt at fiske med orm og anden naturlig agn, når man har fanget en laks eller en havørred. Tidligere var det kun laksen der var omfattet af denne regel.

Et forslag om at det ikke er tilladt at hjemtage laks fra Skjern Å systemet, såfremt man har hjemtaget en laks fra et andet kvotebelagt vandløb, blev ligeledes nedstemt. Der var enighed om intentionen, men forsamlingen så hellere, at det blev en enslydende regel for alle de kvotebelagte vandløb. Det blev dog vedtaget at opfordre til, ikke at hjemtage laks fra Skjern Å systemet, hvis man allerede har hjemtaget en laks fra et af de andre vandløb.

Mødet blev dygtigt ledet af Nils Vestermark, tak for det.

Skjern Å Sammenslutningen

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *