Indberet din fangst
Temperatur i Skjern Å:   8,69 °C

 

Laksen Hus

 

Danmarks Center for Vildlaks, DCV, er netop nu i gang med at etablere ”Laksen Hus” i  Albæk tæt ved DCV. Laksen Hus åbner den 16.4 i forbindelse med præmieren. Her er alle selvfølgelig velkomne, men herom senere.

Laksen Hus er et informations og videnscenter for lystfiskere og alle andre naturinteresserede som ønsker at opleve livet ved åen.

Ringkøbing- Skjern Kommune og Herning Kommune har længe haft et stærkt ønske om at udbrede kendskabet til det gode laksefiskeri i Skjern Å. RSK har derfor bevilliget 2 millioner til Ringkøbing Fjord turisme, RFT og Danmarks Center for Vildlaks til branding af laksefiskeriet i åen. En del af pengene er gået til etablering af Laksen Hus og ansættelse af en formidlingskoordinator. Etableringen af Laksen Hus er sket i tæt samarbejde med Naturstyrelsen, som ønsker mere liv omkring det tidligere naturcenter i Albæk.

Laksen Hus skal råde og vejlede om alt indenfor laksefiskeri i åen, herunder være behjælpelig med fiskekort, guider og overnatningsmuligheder. Udover at byde lystfiskerturister fra nær og fjern velkomne, er det en stor ambition at skabe rammer, hvori også lokale lystfiskere har deres daglige gang. På centeret vil der være mulighed for at læse de sidste nye tidsskrifter indenfor laksefiskeri eller se klip fra åen på storskærm, samtidig med at man nyder en god kop kaffe. Der bliver også etableret en udendørs kastebane, hvor man kan øve sine kast både i og uden for sæsonen.

Laksens hus ønsker et tæt samarbejde med lystfiskerforeninger, lodsejere og Skjern Å Sammenslutningen, samtidig med at man vil være i dialog og servicerer lokale erhvervsaktører for at fremme lokaløkonomien.

Skjern Å Sammenslutningen bakker op om projektet, men påpeger, at succesen afhænger helt og holdent af en god og sund fiskebestand i åen. SÅS håber således, at projektet kan være med til at løse nogle af de problemer der er med skarv, spærringer og manglende målopfyldelse i vandløbene.

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *


*