Indberet din fangst
Temperatur i Skjern Å:   6,18 °C

Havørreden fredes i Skjern Å systemet i tre år!

På repræsentantskabsmødet i Skjern Å Sammenslutningen i begyndelsen af november, blev det besluttet af frede havørreden i en periode på 3 år i Skjern Å systemet. Skjern Å Dalens Lystfiskerforening havde stillet forslaget, idet man mener at antallet af ørreder i Skjern Å systemet er alt for lavt. Trods en en mindre fremgang i fangsterne af havørred i 2020, er antallet meget langt fra det, som der burde blive fanget i et system, med mere end 2000 km vandløb.

Der var desværre ikke fuldstændig enighed om forslaget, og der blev argumenteret for, at lystfiskerne faktisk allerede genudsætter ca. 80 % af alle havørreder. Modsat blev der argumenteret for, at ofte er de store havørreder som bliver hjemtaget, fisk som er særlig vigtige, da bidrager med større rognmængder. Forslaget blev vedtaget med 31 stemmer for og 21 imod.

Skjern Å Sammenslutningen anerkender, at det næppe er lystfiskerne der er det største problem. Problemer med bifangster i Ringkøbing Fjord, skarv og for dårlige forhold i mange af gydevandløbene er andre væsentlige årsager. Derfor vil man i de kommende år forsøge at tage endnu mere hånd om disse problemer. Samtidig påregner man også at genoptage udsætningsarbejdet i en tre eller fem års periode, for at bringe bestanden højere op. Samtidig fortsætter vandplejeudvalget arbejdet med at lave gyde og opvækst områder. Et meget vigtigt arbejde på den lange bane.

På ørredkortet som man finder under https://www.fiskepleje.dk/, kan man se, at det står ualmindeligt skidt til for ørrederne i systemet. Røde og orange punkter repræsenterer tilstanden “dårlig” eller “ringe” mens gul er “moderat” og blå er “god”. Grøn er tilstanden “høj tæthed”, men her skal man vist kigge godt efter. Der er derfor behov for en ekstra indsats, og vi håber at alle lystfiskere bakker op om arbejdet.

Et andet forslag fra Lystfiskerforeningen af 1. juni 1943 om at nedsætte det maksimale tilladte antal fangede laks fra 15 til 10 blev ikke vedtaget. Man skal dog være opmærksom på, at der er fokus på Catch and Release fiskeriet fra flere sider. Dansk Aquakultur påklagede i løbet af året laksefiskeriet i Skjern Å systemet til Miljø og Fødevarestyrelsen for ikke at være bæredygtigt. Denne klage blev heldigvis afvist, og viser at det arbejde der gøres for at sikre fiskene bedst muligt anderkendes.

Bestyrelsen – Søren

Afsluttende Konference – SDPAS-Den store lakseundersøgelse

Den 11 november blev der holdt afslutnings konference SDPAS – Den store lakseundersøgelse. Konferencen blev holdt online grundet Corona situationen. Hvis du ikke havde mulighed for at være med, blev det hele optaget og der er mulighed for at se se eller gense hele konferencen herunder. Hvis du vil vide endnu mere kan man få masser af på www.danmarksvildlaks.dk

God fornøjelse –

 

Afslutning af “Den Store Lakseundersøgelse”

Den store Lakseundersøgelse er nu afsluttet og afrapporteret. Det bliver afsluttet med en online konference hvor alle er velkomne til at deltage. Det gør man ved at følge linket i nedenstående invitation. Vi glæder os til at se Jer.

Konference om den danske laksebestand

Den store lakseundersøgelse blev gennemført i perioden fra 2016 til januar 2020. Nu er alle undersøgelser og resultater klar til at blive præsenteret.

Formålet med projektet har været at identificerer og bringe ny viden om specifikke flaskehalse i naturen der begrænser laksebestandene. Desuden er der blevet gjort en stor indsats i at analyserer den genetiske styrke i laksebestanden og kvaliteten af udsætningsfiskene.

Den store lakseundersøgelse blev gennemført i et samarbejde mellem Danmarks Center for Vildlaks og DTU-Aqua og blev finansieret af Innovationsfonden og Ringkøbing-Skjern og Herning Kommuner.

Resultaterne fra undersøgelsen er løbende blevet formidlet på projektets hjemmeside, hvor der nu også kan findes en kortfattet afslutningsrapport: https://danmarksvildlaks.dk/wp-content/uploads/2020/06/SDPAS-sammendrag-juni-2020.pdf

Den afsluttende konference afholdes onsdag den 11. november fra kl. 10.00 til 14.00

På grund af den aktuelle coronasituation afholdes den afsluttende konference online. Alle kan deltage via dette zoom-link: https://dtudk.zoom.us/j/62662438062?pwd=TUsyMyt0YTBaaDZ6elY4ejlWaXA4dz09

Program:

10:00                 Velkomst og præsentation af ”Den store lakseundersøgelse”

10:10                 Begrænsende faktorer for produktion af lakseyngel i danske vandløb         Kim Iversen

10.45                 Laksesmolt vandring og overlevelse i Skjern Å og Ringkøbing Fjord              Anders Koed

11:10                 Overlevelse og tilbagevending af nedgængerlaks.                                            Kim Aarestrup

11:30                 Kvaliteten og overlevelsen af udsætningslaksen.                                              Martin H. Larsen

12:00                 Pause

13:00                 Genetisk status for den vestjyske laks                                                                  Einar E. Nielsen

13:20                 Genetisk baggrund for alder ved kønsmodning                                                  Dorte Bekkevold

13.40                 Den fremtidige forvaltningsplan for laksebestanden                                         Anders Koed

14:00                 Afslutning

 

Spørgsmål om tilkobling til zoom-link henvendes til Anders Koed DTU-Aqua:  ak@aqua.dtu.dk

 

Laksedagen 2020 er aflyst

Årets Laksedag, som skulle være afholdt den 6. december, er desværre aflyst i år grundet Corona situationen. Meget ærgerligt, og første gang i mere end 20 år vi ikke gennemfører arrangementet. Men grundet omstændighederne, hvor vi erfaringsmæssigt opholder os rigtig mange meget tæt sammen, er det ikke ansvarligt i denne omgang. Vi vender naturligvis tilbage med Laksedagen igen, når situationen tillader det.

SÅS og DCV

Vandløbsrestaurering i Risbjerg Bæk

Skjern Å Sammenslutningens vandplejudvalg har lavet to gydebanker i Risbjerg Bæk syd for Brande. Risbjerg Bæk er et tilløb til Karstoft Å og har tidligere været et fint ørredvandløb. Tidligere har bestanden været opretholdt af udsætninger, men efter at disse er stoppet, har hårdhændet vedligeholdelse og manglende adgang for gydefisk imidlertid gjort, at der nu kun er meget få ørreder tilbage i bækken.  Spærringerne nedstrøms er nu fjernet, således der adgang for hav og bækørreder, og med de to nye gydebanker er der fin mulighed for gydning til vinter. Så er det vist bare at håbe at fiskene finder derop.

Tak til Bjarne Jacobsen og Vandplejeudvalget for den fine indsats, og tak til lodsejerne for både hjælp og positiv og interessere for projektet. Også tak til Ikast-Brande Kommune for godt samarbejde omkring projektet.

Vandobservatorium ved Skjern Å

Med den nyeste teknologi har forskere indsamlet data, der blandt andet kan hjælpe os med at forstå, hvordan klimaforandringer har indflydelse på vores vandkredsløb. Og det er viden, hele verden kan bruge.

Vandobservatorium har overvåget vandets kredsløb ved Skjern Å de seneste 12 år, og det ha givet nogle spændende resultater. Videnskab.dk har lagt denne artikel op som kan læses mens vi venter på at fiskeriet åbner igen.

https://videnskab.dk/naturvidenskab/vandobservatorium-har-overvaaget-vandets-kredsloeb-ved-skjern-aa-i-12-aar

 

Kritisk film om Lakseopdræt

Efterspørgslen efter laks er enorm. Hvad der tidligere var fin spise for det bedre borgerskab og dygtige lystfiskere, er nu blevet tilgængelig for alle. Og til en pris, som ikke står mål med omkostningerne. Ihvertfald ikke omkostningerne for miljøet, hvor produktionen forekommer. Genetisk forurening fra laks som slipper ud af burene, havlus i massevis som dræber de vilde laksesmolt, og kemikalier og medicinrester, som går hårdt ud over alt fra tanglopper til hummere. Igen og igen påpeger forskere problemerne, mens den norske laskeindustri manurerer uden om problemerne gennem flotte reklamer og dygtigt lobbyarbejde.

TV dokumetaren “Die Gier Nach Lachs” fortæller om problemstillingerne, herunder også om der kan være en sammenhæng mellem opdræt af laks om de sygdomme man begynder at se hos vilde laks.

 


 

 

 

Hjælp DTU Aqua med information om laks med tegn på Red Skin Disease

DTU Aqua vil gerne undersøge, om laks i danske vandløb viser tegn på sygdommen Red Skin Disease. Derfor beder instituttet lystfiskere om hjælp.

I sommeren 2019 blev der fanget laks i flere europæiske vandløb med tegn på en sygdom, som er blevet navngivet Red Skin Disease. Herhjemme hørte DTU Aqua om flere laks med lignende symptomer, og instituttet fik materiale fra én af dem. Efter sommeren faldt antallet af rapporter fra Europa, men i de seneste uger i 2020 er der igen indkommet rapporter om sygdommen fra Irland, Norge og Skotland og herhjemme fra.

DTU Aqua er med i et større internationalt netværk, som prøver at finde ud af, hvor stort problemet er, og hvad sygdommen skyldes. Instituttet behøver derfor hjælp fra lystfiskere for at finde ud af, om sygdommen også findes hos laks i danske vandløb.

På bagrund af de indkomne informationer vil DTU Aqua i efteråret 2020 offentliggøre en rapport om forekomsten af Red Skin Disease i Danmark.

Fakta om Red Skin Disease

Laks med Red Skin Disease har et karakteristisk rødt udslæt på bugen og kan virke afkræftede og sløve. Udslættet kan være lokaliseret til et mindre område, men kan også løbe langs hele bugen (se billeder og links).

Sygdommen kan udvikle sig, så der ses større forandringer i skindet som sår og blødninger langs bugen, der kan brede sig til hoved og hale. Nogle gange vil der komme en svampeinfektion oveni, som svækker fisken yderligere og til sidst slår fisken ihjel.

Billedet er en laks fanget i Danmark. Se flere billeder fra f.eks. Irland og Norge på følgende link

https://www.fisheriesireland.ie/Press-releases/media-release-appeal-to-report-incidences-of-red-skin-disease-in-salmon.html

https://www.vetinst.no/nyheter/erfaringer-etter-en-maned-med-meldingssystemet-for-syk-villfisk

 Sådan kan du hjælpe

Hvis du fanger en laks med tegn på Red Skin Disease eller finder én syg laks i et vandløb, opfordrer DTU Aqua til at du gør følgende:

Indsend billeder og information via Fangstjournalen eller via mail

  • Er du registreret bruger af appen Fangstjournalen 2 skal du registrere Fangsten af laks under fisketuren og samtidig udfylde feltet ”Red Skin Disease?”. Feltet findes under ”Indtast mere information” når du indrapporterer en laks. Tilføj billeder af laksen og de syge områder der hvor du tilføjer billeder til ”fisketuren”.
  • Er du ikke registreret Fangstjournalen bruger, kan du stadig anvende appen Fangstjournalen. I så fald skal du registrere en ”Observation” og vælge ”Laks:Red Skin Disease. Her kan du ligeledes bidrage med billeder
  • Du kan også sende en email direkte til dyrlæge Tine Iburg, timi@aqua.dtu.dk. med oplysninger om hvor laksen er fanget, vægt eller længde, gerne suppleret med billeder

Tag gerne billeder af begge sider af fisken og også gerne nogle nærbilleder af forandringerne, hvis det er muligt. Uanset hvilken metode, så ender informationen hos DTU Aqua og du er altid velkommen til at sende os information og billeder af en syg laks, selvom du ikke er sikker på, at den har Red Skin Disease.

Indsend evt. den syge fisk

  • Det ville være en stor hjælp for DTU Aquas arbejde, at få hele fisk eller prøver af syge fisk til undersøgelse med henblik på at finde årsagen til forandringerne.
  • Du kan sende eller bringe den hele fisk til DTU Aqua i Kgs. Lyngby. Læg fisken på køl (ikke frys) hurtigst muligt, og ring på tlf. 25 52 05 80 for nærmere oplysninger. Telefonen er bemandet alle hverdage fra 9-15 (og ofte længere).
  • Er det ikke muligt at indsende den hele laks, vil DTU Aqua gerne have prøver af den aflivede fisk. Dansk Center for Vildlaks ved Skjern eller Randers kan udtage prøverne, ring venligst du kører dertil (se kontaktoplysninger nederst på siden). Prøverne bliver indsendt til analyse på DTU Aqua i Kgs. Lyngby. Du kan få fisken med hjem, efter at der er taget prøver. Hvis fisken varmebehandles, før den spises, udgør den ingen risiko.
  • Der kan ikke afleveres fisk eller udtages prøver i weekender og på helligdage.
  • Hvis du oplyser navn, adresse og e-mail, får du et personligt svar om resultatet, når DTU Aqua har lavet undersøgelserne.

Kvotereglerne gælder stadig. 

DCV og SÅS er i løbene kontakt med Fiskeridirektoratet og DTU, men indtil andet bliver meldt ud, gælder kvote reglerne stadig, også selvom man fanger en syg fisk. Såfremt der sker ændringer på dette punkt, melder vi det ud hurtigst muligt. Men indtil videre skal kvote reglerne følges.

Desinficer dit fiskeudstyr

Hvis du fanger en laks med tegn på sygdom, uanset om det er Red Skin Disease eller andet, opfordrer DTU Aqua til, at du desinficerer fiskegrej, vaders, net og andet udstyr, inden du fisker igen. Dette kan gøres i Laksen Hus, hvor der er placeret en tønde med desinfektion bag huset. Det vil sige, at der også kan desinficeres uden for almindelig åbningstid.

Vigtige adresser:

DTU Aqua

v./Dyrlæge seniorrådgiver Tine M. Iburg

Enhed for Fiske-og Skaldyrsygdomme

Post- og varemodtagelsen

Henrik Dams Allé, bygning 205B

2800 Kgs. Lyngby

Tlf. +45 25520580

timi@aqua.dtu.dk

 

DCV-Skjern

v./Søren Larsen
Danmarks Center for Vildlaks
Ånumvej 163
6900 Skjern
Tlf.: 97 35 49 28

 

DCV-Randers
Danmarks Center for Vildlaks
Brusgårdsvej 15
8960 Randers SØ
Tlf.: 86 44 72 98

På forhånd tak for din hjælp.

https://www.fiskepleje.dk/nyheder/2020/07/efterlysning-red-skin-disease?id=70ebfc89-a0c3-45f3-bcc3-e9cc49ea686d&utm_source=newsletter&utm_media=mail&utm_campaign=2020_07_17_Nyhedsbrev

Den store kvote lukker fra og med 5.7.20

Fra og med den 5.7.2020 kl. 00.01 lukker kvoten for laks over 75 cm i Skjern Å og Vorgod Å. Der er forsat 4 laks tilbage på kvoten i Omme Å opstrøms Vester Ringvej. Skjern Å Sammenslutningen opfordrer alle til at udvise størst mulig forsigtighed med fisk som skal genudsættes og følge de anvisninger der kan ses andre steder på denne side.

  • Brug net med små masker, gerne gumminet, når fisken skal landes.
  • Hold fisken i vandet hele tiden.
  • Løft kun fisken ud af vandet i maksimalt fem sekunder ved fotografering, og kun hvis man har en hjælper.
  • Hjælp andre med råd og vejledning når der er fisk på krogen der skal genudsættes.

Bestyrelsen

Vær opmærksom på temperaturen i Skjern Å!

Temperaturen i Skjern Å stiger i takt med at sommeren har bidt sig fast. Man kan følge temperaturen på Sammenslutningens hjemmeside. Fiskeriet lukker når temperaturen rammer de 18 gr. og åbner først igen når den er under 16,5 gr.

Der har været nogle usikkerheder om hvorvidt loggeren har målt temperaturen rigtigt, og der har været foretaget en del kontrolmålinger. Der arbejdes løbene med at sikre, at det er de rigtige data som udsendes. De temperaturer der bliver meldt ud lige nu, er identiske med kontrolmålingerne. Tidligere har der været svingninger i mellem de forskellige instrumenter på mellem 0,6 og 1,5 gr.