Skarvregulering mellem Albæk Bro og A11 fra den 24. april til den 15. maj.
Da hovedparten af laksesmoltene trækker ud af åen den sidste uge af april og de første 2 uger af maj, vil der i denne tid være regulering af skarver ved Skjern Å. Reguleringen vil være begrænset til strækningen mellem Albæk Bro og ned til landevejsbroen mellem Skjern og Tarm samt i Omme Å nedstrøms Borris Skydeterræn.
Det er konstateret at smoltdødeligheden er alt for høj i åen. Samtidig blev det også konstateret sidste år, at der var en del skarver, der fouragerede på den nævnte strækning i smoltudtrækningsperioden. Derfor ser vi os nødsaget til at fortsætte skarvreguleringen ind i fiskesæsonen. Vi regulerer ikke i den første uge af laksesæsonen, da vi håber på, at der er nok lystfiskere på strækningen til at holde skarverne væk fra åen.
Vi håber I vil tage godt imod reguleringsjægerne ved åen, da de er med til at sikre grundlaget for laksefiskeriet.
Knæk og bræk i den kommende sæson,
Thomas Mosgaard, Ringkøbing-Skjern Kommune